Heidi Av Reyni

I en hel serie af keramiske skulpturer bruger Heidi Av Reyni den samme model igen og igen: en ældre mand kun iført et par alt for store hængerøvsbukser. Vi ser manden i stort set alle de situationer og bevidsthedstilstande, man kan forestille sig: afslappet, ugidelig, sorgfuld, opstemt, tilfreds, genert, forelsket, fornærmet. You name it! 

På en måde, der kan både kan minde om revyernes lagkagekomik og commedia dell`arte er mandens udtrykstræk nærmest skåret ud i pap. Når han er træt, hænger armene ned langs siden, som var hans byrde den tungeste i hele verden. Når han er tilfreds lyser glæden ud af hele hans krop, og når han er fornærmet, ligner han en, der har lyst til at banke hele verden. 

Med andre ord: skønt modellen, den ældre mand, er iført et par tidssvarende bukser, er de følelser og tilstande, han udtrykker, tidløse og generelle. 

Med en stor følelse af solidaritet og empati holder Heidi av Reyni i sine skulpturer et spejl op overfor os. Som i den berømte teatermaske på Det Kongelige Teater kan vi grine og græde ad os selv. Livet kan være noget lort, men det kan også være ganske dejligt. 

Tom Jørgensen