Materialernes mummel
Hvad foretager de døde ting sig, når vi vender ryggen til eller forlader et rum? Er de her stadig, når vi sover?<br />Jeg fanges let af ‘det første indtryk’– og ønsker ofte at forlænge dette blanke øjeblik. Sekundet, hvor man ikke ved, hvad man ser, ikke erkender, ikke genkender, men bare ser ’noget’…en ’væren’, der er der, fordi jeg ser den. Det første syn … denne illusion har en vis ret til at eksistere, for en tid … og derpå, hvad så, er det så stadig en illusion, eller fortjener den et navn?
Disse tanker følger og forfølger mig. De er grundstenen i mit arbejde.
Jeg bedriver en slags uorganiseret grundforskning inden for gruppen silikater, som glas for en stor del består af. I materialernes mummel og kaos opstår et tredje materiale, en slags supernatur. Jeg udforsker disse nye (til tider ældgamle, for jeg er ikke altid den første) kompositmaterialers æstetiske og fysiske potentiale. I denne proces, hvor nysgerrighed over for materialet frembringer værket, kickstarter det nye materiale en lykkelig stund og får mig til at glemme, hvad jeg har lært – og heraf vokser de nye superarter. Resultatet er ofte uventet og føles som en gave. Karen Hammer skrev i Kunstavisen 08-11.
I 1997 begyndte Karen Lise Krabbe på Do Karlslunds glasskole i Århus, etablerede eget glasværksted i 2004 og er nu en anerkendt kunstner med mange internationale udstillinger. Hendes værker er meget anderledes end nogen andens. Hun anvender sand, glaspulver og bagepulver til sine værker, der mest af alt minder om de særlige krystalsamlinger, som kaldes stenroser, som findes i Nordafrikas ørkener. Dog er hendes værker langt mere skrøbelige.
[wpbgallery id=589]