Birgit Tanderup
Vedrørende udstillingen i Karolines Hus, Fur – efteråret 2006. Birgit Tanderup - er billedmager og tegneterapeut samt seminarielektor med mange års erfaringer i at arbejde med billedkunst, samt undervise i samme. Birgit Tanderup har haft udstillinger og forestået udsmykninger, bl.a. sammen med børn flere steder i det midt- og vestjyske. Udgav i 2004 interaktiv cd-rom med inspirationsmateriale til værkstedsaktiviteter med børn.
Indholdet og historierne i Birgit Tanderups billeder kan spænde fra det næsten naturalistiske til det mere abstrakt-ekspressive. Inspirationen hentes oftest fra det mytiske, fra menneskelivets store spørgsmål samt fra den vestjyske natur, som i fortolket form altid vil være en del af hendes billeders univers. Birgit Tanderup maler ofte med acryl på lærred, men den aktuelle udstilling i Karolines Hus er udtryk for en ny retning i hendes billedskaben: Alle billederne er malet i blandform (acryl, kridt, kul, soya, kaffe og sovsekulør) på kraftige papirbaner, der alle har samme mål: nemlig 35 cm x 100 cm. Birgit kalder selv serien af disse billeder: ”På langt sigt” – og udtaler følgende i den anledning:
Mens jeg maler billederne føler jeg mig hensat til en anden verden, og nogle af de store spørgsmål, som vi vel til tider alle kan stille os selv, bliver i disse timer oftest uden ord diskuteret mellem mig og billedet. Billederne giver sandsynligvis hverken svar eller færdige løsninger, men vil ofte rejse nye spørgsmål, - til mig – og forhåbentlig til andre, som ser dem”.
|



