Ole Mejer, marts 2008

Påskeudstilling i Karolines Hus, Fur.

Jeg har aldrig foregøglet mig selv, at mine skulpturer er altfavnende eller udtømmende sandheder.

De er vel nærmest at betragte som et forsøg på at fortælle en historie eller lave et essay, om man vil.

Ved at benytte en kunstnerisk vinkel i mine formuleringer, har jeg ret til - uden betænkeligheder, at bevæge mig rundt om et hvilket som helst emne, på helt egne præmisser. Måske har jeg oven i købet pligt til det, når jeg vælger at udstille offentligt.

På trods af min totale frihed, skal skulpturen virke troværdig. Uanset skulpturens udformning skal beskueren helst - et eller andet sted - føle eller overbevises om, at det er et mere eller mindre genkendeligt billede på et eller andet virkeligt eksisterende problem.

Hvis det lykkes, tror jeg, at det er udtryk for ærligheden i mit arbejde.

Det er gennem den definering af ærlighed, at mit arbejde med skulpturerne skal stå dets prøve.

Mine skulpturer er jo ikke lavet på et videnskabeligt grundlag, og som følge deraf, er de diffuse meningstilkendegivelser, som ikke giver konkrete svar og anvisninger.

Derfor kan de afstedkomme negative ytringer, og det er jo selvfølgelig tilladt.

Som tilskuer har man lov til at sige fra.

Hovedreglen er imidlertid, at jeg har oplevet publikum interesseret, nysgerrigt, og undrende.

Det er morsomt og dejligt, og giver mig selv gode oplevelser.

Jeg tror, at mine skulpturers udformning tager afsæt i nogle rum, i hvilke mennesker under normale forhold ikke kommer, men hvor jeg ikke er bange for at gå ind. Derved kan jeg håbe, at jeg formidler nye vinkler på et emne, giver anledning til samtaler, undren og i bedste fald diskussioner

Mange gange har jeg fortrudt, at jeg er begyndt at udstille. Jeg opkaster mig jo som sandhedsvidne, ofte på et spinkelt grundlag og agerer uden moralske overvejelser som vidne og dommer på samme tid. Den kan den samme person under normale forhold ikke være.