Birgit Tanderup – er billedmager og tegneterapeut samt seminarielektor med mange års erfaringer i at arbejde med billedkunst, samt undervise i samme. Birgit Tanderup har haft udstillinger og forestået udsmykninger, bl.a. sammen med børn flere steder i det midt- og vestjyske. Udgav i 2004 interaktiv cd-rom med inspirationsmateriale til værkstedsaktiviteter med børn.
<p align="left">Indholdet og historierne i Birgit Tanderups billeder kan spænde fra det næsten naturalistiske til det mere abstrakt-ekspressive. Inspirationen hentes oftest fra det mytiske, fra menneskelivets store spørgsmål samt fra den vestjyske natur, som i fortolket form altid vil være en del af hendes billeders univers. Birgit Tanderup maler ofte med acryl på lærred, men den aktuelle udstilling i Karolines Hus er udtryk for en ny retning i hendes billedskaben: Alle billederne er malet i blandform (acryl, kridt, kul, soya, kaffe og sovsekulør) på kraftige papirbaner, der alle har samme mål: nemlig 35 cm x 100 cm.
Birgit kalder selv serien af disse billeder: ”På langt sigt” – og udtaler følgende i den anledning: At jeg kalder billedserien ”På langt sigt” har en dobbelt betydning. For det første er alle billederne ”lange” baner, hvilket jo er umiddelbart let at få øje på. Men overskriften gælder imidlertid også indholdet, hvor jeg bl.a. har arbejdet med temaer, som kan beskrives i stikord som liv og død, fortid, nutid og fremtid. Den opmærksomme iagttager vil måske i billederne kunne finde fragmenter af huse og veje, blodbaner og blomster, dna-spiraler, knogler…
Mens jeg maler billederne føler jeg mig hensat til en anden verden, og nogle af de store spørgsmål, som vi vel til tider alle kan stille os selv, bliver i disse timer oftest uden ord diskuteret mellem mig og billedet. Billederne giver sandsynligvis hverken svar eller færdige løsninger, men vil ofte rejse nye spørgsmål, – til mig – og forhåbentlig til andre, som ser dem”.
[wpbgallery id=392]