Hans H. Holm

Allerede som dreng fik Hans stor interesse for at gå på kunstudstillinger. Her sugede han til sig, og da han var 15 år, begyndte han at male selv.

Fra begyndelsen var det landskabsmotiverne, der optog ham. Motiverne er fortsat naturen, eng, strand og skov. En stor del af motiverne er fra limfjordsøen Fur samt Marbæk plantage og Ådalen ved Esbjerg.

Hans Holm maler i olie. Han bruger både spartel og pensel.

De naturalistiske motiver er sansninger af lys og skygge over landskabet. Det væsentlige i billederne er spillet af lyset i en pyt på engen en regnvejrsdag eller himlens lys i fjordens vand. Med teknisk akkuratesse vælger Hans Holm, med et sikkert blik for perspektivet, de væsentlige detaljer i motiverne. Det æstetiske udtryk kommer dermed til at virke næsten stilfærdigt underspillet på den gode vestjyske maner. Beskueren, der med blikket hvilende i de nærmest paradisiske landskaber, hensættes i en tilstand af indre harmoni. Hans skildrer sit Danmark, når det er smukkest.

Det er meget sjældent, vi ser en autodidakt maler, der maler fuldt professionelt inden for sin genre. Hans Holm er en af de få, og der er et stort publikum til hans billeder.

Sidst har Hans udstillet i Esbjerg i forbindelse med sammenslutningen af billedkunstnere i Ribe Amts forårsudstilling (BRA). Der blev solgt 2 billeder på den første halve time ved ferniseringen – det ene var et af Hans Holm.

Hans har sommerbolig på Fur, hvor han sammen med sin kone Kirsten tilbringer en del tid med børn og børnebørn.

[wpbgallery id=526]