Marie Fredborg

Sejler man fra Fur stik nord og går i land, vil man sætte sine fødder på bredden af mit barndomsland Hannæs. Det er et horisontalt land imellem hav og fjord, hvor træer og mennesker kryber langs jorden. Om det er fordi naturen har omgivet mig så magtfuldt og tilstedeværende fra begyndelsen, ved jeg ikke, men selv nu hvor jeg lever mit voksenliv i domesticerede østjylland, oplever jeg naturen som besjælet. Der er noget der ånder og bevæger sig i træerne, bækken og skyerne. Om det så er trolde og elvere eller moder jord eller noget helt andet, så synes jeg, at man kan ane det i mine oliemaleriers stiliserede naturalisme. Med tiden er jeg blevet mere og mere optaget af at male naturens ”møde” med bygningsværker eller andre udtryk for den menneskelige civilisation. Jeg er ofte i tvivl, om jeg maler en magtkamp eller en fredelig sameksistens. Jeg ville sådan ønske, at det i hvert fald kunne ende med at blive det sidste.

Jeg er selvlært og har altid tegnet. Oliemalingen fik jeg fingre i midt i mine teenage-år, så det er mindst 25 år siden. Jeg tager udgangspunkt i fotos, enten mine egne eller en bestillers. Jeg tegner først en skitse på lærredet, så maler jeg et første lag skitse-maling og så til sidst det endelige lag maling, alt sammen med det lille foto i hånden. Egentlig identificerer jeg mig mere som håndværker end kunstner, fordi jeg ikke behøver at vente på inspiration. Når jeg har et forlæg, går jeg i gang, arbejder systematisk og vedholdende og bruger lang tid på mine malerier. Om det er et busskur eller en klokkeblomst jeg maler, så er selve det at male en både spændende, tilfredsstillende og næsten meditativ tilstand.