Om værkerne
Inspirationen til mine værker og malerier henter jeg fra mange steder. Det kan være fra hverdagslivet, naturen, fra menneskelivet, men i høj grad er mine rejser en evig kilde til inspiration. Oplevelser fra mine rejser til Indien, Sri Lanka, Thailand, Marokko og Frankrig har sat sine spor i mine værker. Inspirationen kan fx være en konkret oplevelse eller en tanke, en følelse, et strejf af en duft, et blads form og mønster, en farvesansning, en stemning, et mønster eller prægning på en krukke. Ofte er det en kombination, hvor sanselige, følelsesmæssige og konkrete indtryk forvandles til udtryk gennem min arbejdsproces med billederne. Mine billeder bliver til i en stadig stræben efter nysgerrigt at udforske verdenen og eksperimentere med farver, teknikker og metoder. Jeg fascineres af farver og kan komme i flow, når jeg undersøger farvernes kunnen og søger at skabe en palet, hvor farverne får mulighed for at spille op mod hinanden og udfordre hinanden. Oliemaling er mit foretrukne materiale, som lægges på lag på lag – oftest kombineret med skitserede streger, men jeg nyder også at arbejde med mixed media”.
Om kunstneren
Susanne Flodgaard er født og opvokset på Viborg egnen. Susanne har en lang årrække boet i Århus, hvor hun har uddannet sig først til Ergoterapeut og siden til Cand.scient.soc. Flytter i 1984 til Holstebro, som siden har dannet rammen for hendes liv og kunstneriske virke. Leg med kreativitet og farver har fulgt Susanne siden barndommen. Hun har gennem årene været optaget af forskellige kreative felter, men de sidste 14 år har hun valgt at fokusere på og arbejde seriøst med maleriet. Susanne har modtaget undervisning fra anerkendte kunstnere og har udstillet i ind- og udland på gallerier samt i kunstforeninger.
Susanne Flodgaard er endvidere med i bogen: ”101 kunstnere 2014”,hvor kunstskribent og redaktør af Kunstavisen Tom Jørgensen bl.a. skriver, at Susanne ønsker ”at gå ned under overfladen, hvilket betyder at se i dybden for at undersøge de eksistentielle, psykologiske og filosofiske problemstillinger, som ligger i det at være menneske”.