“Jeg har altid været en kreativ sjæl og arbejdet med mange specielle og forskellige materialer gennem tiden. Har deltaget i kurser og højskoleophold med både kobberstøbning og grafik og ellers dyrket kreativitet hjemme privat.
Jeg elsker fordybelsen og det at tiden pludselig går i stå, når jeg er kreativ. Jeg kan ligge om natten og tænke i farver og motiver, også blive ivrig efter at komme i gang.
Mine motiver viser ofte mit drillende sind med et særligt smil og strejf af humor hos mine figurer og tryk.
Øjet skal trækkes tilbage til motivet og iagttager må gerne tænke ”er den glad, flabet eller ude på noget”.
Lige for tiden har linoleumstryk min fokus og jeg har til denne udstilling samlet et udpluk fra de sidste 3 år.
Jeg forsøger også at trykke på andre materialer end almindeligt hvidt papir. Har været i gang med tryk på lampeskærm og malerier, men det må I se på et andet tidspunkt.”