Knogler, kolorit og kraftfuldhed
om Ulla Houes kunstneriske univers
Ulla Houe er god til at på fat på knoglerne. Sådan helt grundlæggende. Her menes ikke de muldrede ben, ranet fra arkæologiske udgravninger,men kompositionens skelet. Det, der kitter maleriet, tegningen og skulpturen sammen.
Betrager hun f.eks. et landskab, er det de store linjer, hun får øje på. Bakkernes og bjergenes sammenstød med de runde dale, markernes skarpt adskilte grænser, vejenes gennemskærende linjeføring og trægruppernes vertikale spidser overfor himmelens horisontale flade.
Dette tolkes så i kraftfulde og usentimentale kompositioner, hvor netop ”knoglerne” kommer til deres ret suppleret af det konkrete landskabs og den konkrete naturs særlige kolorit: de nordiske vinterfarver, den grønne sommereng, den blå indfjord og den tunge brune muldjord overfor Toscanas frodige, forførende og charmerende farvenuancer. Musikalske paralleller trænger sig på: Sibelius ́ dramatiske naturromantik overfor Verdis lidenskabelige operaer eller Monteverdis vedslige madrigaler. Sikkert er det, at Ulla Houe er bedst, når hun glemmer sin forsigtighed og kaster sig hovedkulds og spontant ind i skabelsesprocessen.
Kraftfuldhed, karakter, dynamik og nordisk usentimentalitet er således nøgleordene i Ulla Houes kunst
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i kunsthistorie
