Billedkunstner og sociolog
Karolines hus, Madsbadvej 40, Fur
Jeg er født i 1953 opvokset i Risskov nord for Århus.
Jeg uddannede mig til sygeplejerske og arbejdede på Århus Kommunehospital sideløbende med, at min mand drev to restauranter i Århus.
Vi har en sammenbragt børneflok på 5, så mens min mand arbejdede om aftenen i restauranterne, arbejdede jeg om natten som sygeplejerske. Jeg begyndte at sidde om aftenen at tegne, mens børnene sov. I de følgende år var det en dejlig hobby og fritidsbeskæftigelse for mig. Da børnene var blevet voksne og flyttede hjemmefra, begyndte jeg at læse sociologi på Ålborg universitet. I mellemtiden blev min mand ansat som leder af Balletskolen i Holstebro, og vi flyttede til Vestjylland.
Mens jeg studerede på Ålborg Universitet, blev jeg i 1998 optaget på Ranum Kunstskole, hvor jeg lærte alle de grundlæggende teknikker indenfor tegning, croquis, farvelære, skulptur etc. . Det var her, jeg begyndte at arbejde med mit foretrukne materiale, oliemaleriet. Efter mine studier på Ranum Kunstskole købte jeg et lille bondehus på Fur, hvor jeg nu har indrettet et atelier og et galleri, Karolines Hus. Jeg færdiggjorde mine sociologistudier i Ålborg og har arbejdet i en årrække som lektor på Sygeplejeskolen i Holstebro, samtidig med at jeg har arbejdet med billedkunsten.
Mit foretrukne motiv er landskabsmaleriet, hvor jeg finder min inspiration i den smukke og afvekslende natur, som Fur byder på. Min udtryksform er farvemættet og impressionistisk. Mine malerier opstår som følge af de sanseindtryk og sindsstemninger, som jeg oplever i mit samspil med den natur, jeg bor i. Min ambition er, at billederne også kan vække sindsstemninger og sanseindtryk i beskueren, som rækker ud over blot en smuk vægdekoration.
Jeg er medlem af følgende:
- Kunstnersammenslutningen Vestjydske Kunstnere (Holstebro)
- Foreningen FurKunst (Fur)
- Kunstnersammenslutningen Fokus (Skive)
- PerronPerron (Skive)
Mine værker kan ses i Karolines Hus, Madsbadvej 40, 7884 Fur. Derudover har jeg udstillet en lang række steder i kunstforeninger, gallerier i Danmark.
Willumsen, Van Gogh og Olivia Holm Møller bliver nævnt når man skal finde rødder og slægtskab med Ellen Bye Jensens kunst, og rigtigt er det da også, at disse ligesom Bye Jensen lader farverne i deres landskaber gløde ekspressivt, og nogle af Van Gogh´s billeder har også et linjespil, der kan minde om. Men alligevel synes jeg knapt sammenligningerne holder udover et ekspressivt udtryk. Hun er sin egen, og landskaberne er hentet fra bl.a. Fur hvor hendes dramatiske linjespil ikke er langt fra virkeligheden og farverne også blot har fået en anelse mere – måske snarere: ”farvekraft af helvede til..” som Jens Søndergaard sagde. Dramatikken udspringer måske i virkeligheden allermest af fladernes opdeling i klare former, og her er det snarere en Gauguin man kommer til at tænke på. Hvis man så kigge rpå Ellen Bye Jensens portrætter, bliver det endnu mere nærliggende.
Men hvorfor al denne søgen efter nogen at ligne, når nu hendes billeder hviler så god ti sig selv og i virkeligheden blot fortæller hvordan det føles at være netop dér, denne dag og med dette vejr…. Det gør de til gengæld overbevisende…
Omtale i forbindelse med forsommerudstilling i Karolines Hus 2020.
Ellen Bye Jensen, Galleri Karolines Hus, Fur
Hjemvendt fra 2 måneders studierejse til Umbrien, Italien i eftersommeren 2019 har jeg oplevet en på flere måder befriende udvikling i min maleproces.
Efter endt uddannelse på Kunstskole i Ranum slog jeg mig ned på Fur og etablerede i samarbejde med min mand, Troels Madsen Galleri Karolines Hus
I de sidste 20 år har jeg fundet min inspiration til mine malerier i landskabet på Fur i den natur, der omgiver mig i mine hverdage.
På Fur har jeg fundet inspirationen i landskabet og naturen , i lyset, i det varierede landskab med himlen, fjorden og skrænterne som mine allestedsnærværende motiver.
Jeg har gennem alle årene oplevet en forbundethed med landskabets karakter på Fur og i naturen omkring Limfjorden, så jeg fik den tanke, at jeg måske ikke kunne male andre steder.
Da muligheden for et længere ophold på en lille vin- og olivengård i Umbrien viste sig i 2019, måtte det stå sin prøve. Med bilen læsset med malergrej lukkede vi Galleri Karolines Hus ned i august , september måned med kurs mod Italien.
Så stod jeg pludselig der foran et hvidt lærred i et helt anderledes landskab.
De velkendte skyformationer i alskens farver over Limfjordens gråblå kølige vande, som altid har fundet vej til mine lærreder i hjemme i mit atelier var der ikke. Det nordiske purpurfarvede lys over landskabet, som er så karakteristisk for Limfjordsegnene, var langt væk.
Der var i stedet for en klar blå himmel, bjerge og skove, så langt øjet rakte, knudrede, skulpturelle, ældgamle , sølvgrågrønne oliventræer. Jeg kiggede dybt i malerkasse. Havde jeg farver med til at fortolke dette landskab? Jeg måtte jo bare kaste mig ud i det.
I de følgende uger malede jeg en serie landskaber.
Det er nogle af disse landskaber , jeg viser , foruden mine landskabsmalerier fra Fur.
Med naturen og landskabet på Fur som inspiration arbejder Ellen Bye Jensen fra sit atelier i Karolines Hus med sine landskabsmalerier i olie.
Landskabsbilleder
Motiverne i mine landskabsbilleder opstår i kraft af vejrets skiftende belysninger og årstidernes skiften. Lyset fra fjorden, skyernes former, himlens farver over landskabet og Furs varierede natur er min store inspirationskilde. Det er farverige og intuitive billeder. Landskaberne på lærredet kan ikke objektivt genfindes i en bestemt udsigt fra et punkt i landskabet. Jeg fælder eller planter gerne træer river huse ned og bygge nye huse ind i motivet, hvis jeg mener, det vil forbedre kompositionen. Jeg tilstræber at kompositionen er enkel, så man kan lade blikket falde til ro i motiverne.
Ellen Bye Jensens visionære landskabsmalerier
Det er et landskab skabt af is og ild, vejr og vind og småbitte organiske væsener, som billedkunstneren Ellen Bye Jensen maler. Som en van Gogh – en Willumsen og en Olivia Holm Møller – omskabes de ydre landskaber til indre syner fulde af stærke farver, kraftige konturer og fejende, bugtende og zig-zaggende linjer.
Ellen Bye Jensen lader sig inspirere af de konstant skiftende lysforhold i sine tolkninger af de kantede, laginddelte skrænter, de bølgende bakker, det skiftevis oprørte og blikstille hav og skyernes hastige flugt på den høje himmel.
Helhedsindtrykket er ikke dansk. Farveholdningen er nogle gange næsten middelhavsagtig, præget af skarpe, rene og glødende farver, lige så voldsom som Willumsens eksalterede naturscenerier.
På denne måde opnår Ellen Bye Jensen en grad af identifikation med det landskab, hun bebor, som er beundringsværdigt usentimental. Hendes malerier er personlige og visionære, og hendes instinktive forståelse for kompositionen og farveholdningen skaber en sikker ramme om det hele.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, kunstanmelder for Jyllandsposten, bachelor i Kunsthistorie.