Inge Jensen

Jeg har fokus på kontrasten mellem hverdagens trivialiteter og gentagelser, øjeblikkets eufori og selvforglemmelse og arbejder skiftevis med disciplin, struktur, spontanitet og lyst til grænseløshed.

At arbejde med leret, undersøge dets muligheder, få det til at bære en form eller lade det selv finde sin form.

Det giver mulighed for at arbejde på 2 forskellige måder: spontant som med skaller, tang, rav og porcelænsler i blåvandsserien og mere struktureret og disciplineret som med skulpturer og krukker. Det opfylder de elementære krav, som hverdagen stiller: behovet for at kunne holde fast i en nødvendige struktur men også at kunne slippe og lytte indad – og give sig selv lov til at danse på bordene!

Vesterhavet er min væsentligste inspirationskilde.

En tur ved Vesterhavet giver en følelse af at være levende, at være i nuet, at opleve elementernes magt. Blæsten, bølgerne og sandets fygen bliver ”livspulsen”, og oplevelsen giver en lykkefølelse, som er en lise for sjælen. Man bliver klogere, når man oplever en hel verden i detaljen og får forståelsen for detaljens betydning i helheden og derved også for den enkeltes betydning i den store sammenhæng.

Jeg har lært modellering, skulptur og croquis hos Valdemar Foersom Hegndal, Århus Universitet og ved drejeskiven hos Jo Bichel, Århus Universitet. I de seneste år har Mette Maya Gregersen været min lærer og inspirator. I arbejdet med raku har jeg deltaget i kursus hos hollænderne Ine og Ed Knops. I mange år har jeg undervist i dansk, billedkunst og design på Ikast-Brande Gymnasium, og mine erfaringer som underviser i de kunstneriske fag er udgivet i bogen:  “Huset for sansning, oplevelse og læring,” (2013).

Siden 2013 har jeg udelukkende arbejdet med leret.  Derudover har jeg deltaget i Åbne Atelierdøre i Silkeborg  – også som medlem af bestyrelsen.

Jeg arbejder både på mit værksted hjemme i Vinderslev og på den gamle lervarefabrik i Sorring sammen med “Krukkerne”. 

Udstiller permanent i Sorring og i eget værksted.