Inge Lis Jørgensen

Om min kunstneriske praksis.

 Jeg maler akvarel og oliemaleri. Jeg er optaget af rytmer og farveklange – og det gælder både når jeg maler figurativt og abstrakt. Min inspiration finder jeg i naturoplevelser.

Naturen som den ydre natur, der kan ses og sanses. Naturen som er inde i os selv. Med lys og mørke. Bevægelse og stilstand. Liv og død.

Landskabet er ofte mit motiv, både i akvarel og oliemaleri.

Somme tider bliver landskabsoplevelsen omsat til friere kompositioner, som ikke forestiller landskabet, men er inspireret af lyset, farverne og rytmerne i naturen.

Det er vigtigt for mig at holde en friskhed og et nærvær i mine billeder. Det formelle er lige så vigtigt, som hvad billederne forestiller. Jeg er ikke optaget af fortællinger, det narrative, det litterære. Tværtimod ser jeg mine billeder som en art musik uden ord: Rytmen, tonaliteten, kompositionen er vigtig. Jeg arbejder i en spændingsfelt mellem en ret stram formbevidsthed og en opmærksomhed på det spontant opståede.

Jeg forsøger at indfange det, der berører mig, og at formidle min oplevelse i et enkelt og klart formsprog.

Min arbejdsmetode:

Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med de landskaber, jeg tegner eller maler. Derfor arbejder jeg gerne direkte ude i landskabet og bruger sjældent foto som forlæg for mine billeder. I atelieret bruger jeg det, jeg har set, når jeg maler ude, som materiale for videre abstraktion.

Jeg opsøger de steder, som tiltrækker mig. Vælger ud og forenkler indtil jeg synes, kompositionen er kraftfuld. Uanset om kraften ligger i stilheden eller i voldsomheden.