Knud Laursen – en klassisk modernist!
45 år med sjælens følsomhed
Han er ikke international kunstner, men han er alligevel en sær international størrelse. Han har rejst meget, og hans billeder er blevet vist over hele verden. Han er et godt eksempel på, at for kunsten, den ægte, eksisterer der ingen grænser.Her er ingen leflen for øjeblikkets strømninger, men et til- bud om den ægte vare. Og den ægte, følsomme vare udspringer altid af det folkelige: at give folket hvad det fortjener. Og det er kun det bedste. Billedet som medie for en skildring bliver fremhævet. Illusionen om naturlighed erstattes af en demonstrativ medinddragelse af lærredet som et værktøj i sig selv. Der er en raffineret evne til at lade farven løbe tyndt og få lærredet (selvfølgelig hjemmelavet) til at gå med i billedet som en aktiv komponent.
I en kunstners bestandige higen efter at afprøve grænserne for syn og sanser har Knud Laursen skabt sit eget lille kosmos. Hans kosmos er her og nu, mennesker og natur, farver og følelser, sådan som de tolkes og skildres af et menneske i harmoni og balance med sig selv og med sin verden. Med den modne kunstners palet i hånden er det tankevækkende at se den dristighed og ubesværethed, hvormed han sætter farver op. Det er en absolut fornøjelse at se den lethed, som han går til motivet med og samtidig tøjler han i få linier kompositionen.
[wpbgallery id=613]