Palle Christensen

Vognmanden sprang ud som fotograf.

Palle Christensen, 64 år, er midterbarn i en søskendeflok på elleve. Syv drenge og fire piger. De fem af dem bor på Fur, og alle er stadig levende. Seks drenge har, og har haft lastbilkørsel som deres erhverv.

Palle har kørt lastbil på Fur hele sit liv. Han startede i moleret som 14-årig, så Han har 50 års jubilæum i år!!

Han har haft sin egen vognmandsforretning i 45 år og har fast entreprise på at køre moler fra gravene til fabrikkerne.

Ud over det forretningsmæssige har Palle på forunderlig vis også fået en kunstnerisk åre, der giver sig udtryk i, at han kan se det smukke, det sjældne og det unikke, i det han ser i molergravene.

Heldigvis begyndte han i ca. 2011 at fotografere sine iagttagelser, så de kunne fastholdes og deles med andre. Moderne teknik og kopimaskiner har gjort det muligt at få billederne op i A3-format, så vi andre får en endnu større oplevelse, når vi ser billederne.

 

Palle Christensen vil gerne dele sine indtryk og visuelle oplevelser i Furs molergrave ved en udstilling i Karolines Hus på Madsbadvej 44 på Fur de tre første uger i marts 2018.

Udstillingen starter lørdag d. 3. marts med fernisering kl. 14 – 17. Hvorefter udstillingen fortsætter frem til og med torsdag d. 22.03.18.

Karolines Hus har åbent på lørdage kl. 13-17, og søndage kl. 11-17.

Resten af ugen er der åbent efter aftale. Tøv ikke med at ringe til Troels Madsen på 61377562 og få en aftale om et besøg!