Susanne Jensens fotos er taget i naturen, som hun ser som en uudtømmelig inspirationskilde med de skiftende årstider og dermed nye scenerier i lys, farver og emner.
Der holder hun meget af at være og er især glad for at fotografere fugle og andre dyr. Susanne finder udfordringen i at spotte dem og derefter få et skarpt foto – et motiv, ofte med smukke farver.
Dyrene i denne udstilling er fotograferet i Kenya i 2017, som Susanne Jensen selv betegner som ”sit livs foto-rejse”.
Susanne Jensen fortæller: ”Det var en fantastisk oplevelse at køre ud i det kæmpestore Masai Mara i den tidlige morgen ved solopgang – og i timerne før solnedgang, hvor lyset er bedst at fotografere i, møde kæmpeflokke af gnuer, antiloper, zebraer og andre eksotiske dyr, som ikke er indhegnede, men bare lever her i deres naturlige område. At se flodhestene boltre sig i vandhullerne i floden, og på sikker afstand imponeres over synet af de let antændelige og ikke ufarlige næsehorn. At være heldig, at se den elegante gepard sidde og skue over stepperne, at se løvefamilier hygge sig og lege sammen, og at se leoparden komme listende hen efter det bytte, som den har dræbt om natten. At se den store grå kolos til en elefant og det charmerende elefantbarn komme luntende sammen med sin mor. ”
At få lov at fotografere alt dette og meget mere betegner Susanne Jensen som ”aldeles vildt”, og hun ønsker med de viste fotos, at dele sin fantastiske oplevelse med andre.
Susanne Jensen er også optaget af at se ”det store i det små”, hvilket gælder både planter og dyr. Også at se skønheden i forfald er et af hendes yndlingsmotiver – f.eks. en gammel båd, hvor malingen skaller af og båden efterhånden opsluges af naturen.
I skrænter og under Limfjordens vand finder hun også spændende og anderledes motiver påvirket af vandets liv og solens brydning i vandoverfladen.